Kan stress blive kronisk?

Det korte svar er JA.

Men der er en måde, hvorpå man kan håndtere det, så tilstanden ikke ender med sygdom og førtidspension.

Stress er som definition ”et uspecifikt respons i kroppen på et krav om forandring”. (Hans Selye, østrigsk læge og videnskabsmand, f. 1907-d. 1982)

Hvis vi fx ikke fik en advarsel fra vores kamp-flugt system, når vi gik over vejen, var risikoen for at blive påkørt overhængende. Så mennesket er afhængig af dette advarsels/overlevelses-system i hjernen.

Når samme kamp-flugtsystem sættes i en bio-psyko-social sammenhæng, bliver det mere kompliceret, og stress kan opstå.

To typer af stress

Man taler om det gode stress, som man møder ved sjove, udfordrende, succesfulde situationer, og det negative stress, som er associeret med fx fiasko, nedværdigelse og sygdom.

Begge typer stress medfører samme reaktionsmønster i kroppens hormonsystem.

Vi møder en udfordring. Vores alarmsystem i hjernekernens amygdala aktiveres, vi er ”klar” til fx en tur i rutsjebanen. Adrenalin pumper ud af binyrerne, og kortisol ligeså. Adrenalin øger hjertefrekvensen, udvider blodkar i musklerne og hjertet, der frigøres flere røde blodlegemer, og alle sanser skærpes. Kortisol frigør glucose og fedtsyrer og cellernes følsomhed for insulin øges, så der kan optages mere glucose og vi kan handle hurtigt. Kortisol styrker på kort sigt immunsystemet ved at øge antallet af hvide blodlegemer. Kortisol er der også for at reparere efter adrenalinens ”hærgen” i kroppen.

Synes vi at turen i rutsjebanen er sjov og fornøjelig, lægger alarmsystemet sig hurtigt ned igen, når vi står af.

Synes vi til gengæld at turen var rædselsfuld, skræmmende og mindede os om en gang, hvor det næsten gik galt, falder alarmsystemet ikke helt så hurtigt. Måske ”fodrer” vi det med bekymringstanker om, hvor galt det kunne gå, og begynder at bekymre os om næste gang, vi skal i rutsjebanen.

Rutsjebanen er her blot et billede på de udfordringer, vi møder i livet.

Det gode stress opbygger – efter en kort hærgen af vores ressourcer – og styrker ens resiliens (resistens overfor negative påvirkninger). Vi får en succesoplevelse, som lagres i vores hjernekerne hippocampus. Vi tør lidt mere efter hver god oplevelse. Kroppen lagrer erfaringer og danner nye nerveforbindelser. Vi bliver stærkere.

Det negative stress er det stress, som nedbryder os, vores krop, vores selvtillid, vores selvbillede. Vi får en oplevelse af fiasko, og også det lagres i vores hukommelseskerne, hippocampus. Vi bliver lidt mere forsigtige efter hver dårlig oplevelse. Kroppen danner også her nye nerveforbindelser, og afhængig af vores grund-resiliens, bliver vi mere nervøse, eller klogere.

Indre og ydre stress

Stress kan opdeles i tre dele

• Det indre
• Det ydre
• Interaktionen mellem det indre og det ydre

Det indre stress opstår, når vi forventer mere af os selv, end vi egentlig magter. Det er ofte relateret til den strategi, vi har bragt med os fra barndommen.

Det ydre stress kommer fra omgivelsernes forventninger og betingelser. Fx for få pædagog-kolleger i institutionen, alt for mange børn at holde øje med, dokumentationskrav mv.

Interaktionen mellem det indre og det ydre. Her kan man komme til at blive svært stresset, hvis man ikke kan flytte sig fra de ydre stressende forventninger, og samtidig har en forventning til sig selv om, at det må man tåle. Bare man skynder sig lidt mere, så klarer man det nok. Igen og igen.

Udvikling fra akut til kronisk stress

Det akutte stress møder vi hver dag, og som vist på kurven nedenfor, tærer det kortvarigt på vores kroppe, men hormonniveauet retter sig, og når op til normalgrænsen igen. Det kan ske mange, mange gange, og til en hvis grad bliver vi stærkere med erfaringerne. Vi tåler mere og mere..

Som I kan se på kurven er kortisolniveauet stigende i starten, så bliver vi ”stærkere” og så falder det. Vi bliver ikke helt så forskrækkede mere, når vi har taget rutsjebaneturen ti gange.

Men alle har en grænse. Når påvirkninger ikke holder op, eller stressorerne bliver flere og større, og vi ikke formår at flytte os fra dem, mentalt eller fysisk, opstår kronisk stress. Vores evne til at tilpasse os stopper, vi kan ikke mere. Kortisolniveauet stiger, og dermed følger nedsat indlæring og mestring, da høje kortisolniveauer på langt sigt laver skade på hippocampus, vores ”huskekerne”.

Kroppen tager fysisk skade. Blodsukkerniveauet forbliver lidt højere end før, blodtrykket stiger, pulsen stiger, immunsystemet svækkes, og nedbrydningen af kroppen begynder pga. den katabole tilstand, som kortisol forårsager. Vi får muskelatrofi (skrumpning af muskler), vi får tyndere knogler, og vi kan få diabetes.

Vi kan få kolde fingre, hovedpine, diarré eller forstoppelse, kvalme og mavepine.

Psykisk bliver vi søvnløse, triste og deprimerede, angste, irritable. Vi kan få uoverkommelighedsfølelse og nedsat lystfølelse til både mad og sex og det sociale liv, der tidlligere gav os glæde.

Fremtidsudsigter ved kronisk stress

Når vi har været stressede i så lang tid, så vi får de nævnte symptomer, kalder man det kronisk stress.

Vores evne til at tåle belastninger er – måske – permanent skadet.

Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke kan få det godt alligevel.

Ved at indse, at ens tidligere aktivitetsniveau var det, der gjorde en syg, kan man langsomt indstille sig på, at ved at ændre presset på sig selv, kan man faktisk klare sig ganske godt i tilværelsen alligevel. Måske opdager man, at man faktisk får et gladere og mere nærværende og nærende liv end før.

Hippocampusnedbrydningen stopper, når vi stopper med at presse os selv, eller flytter os fra det ydre pres. Genopbygning begynder, nerveceller regererer.

Hvis man imidlertid ser det som et svaghedstegn, at man ikke kan ”klare mosten” mere, forbliver man i en negativ selvvurdering, som fortsat vil stresse en, og gøre en mere syg.

Så vælg dig selv til i en positiv ånd. Din krop er der HELE tiden for at hjælpe dig. Hvis du lytter, så bliver både du og kroppen glad.

Pas på dig selv..

Mvh, Liselotte Rønne