Træthed er et uspecifikt symptom og ikke en medicinsk defineret sygdom.
En ekspertgruppe har defineret følgende om træthed:
Langvarig træthed: Selvrapporteret vedvarende træthed i mindst én måned
Kronisk træthed: Selvrapporteret vedvarende eller tilbagevendende træthed i mindst seks måneder”

Forekomst

“Træthed er en almindelig kontaktårsag i almen praksis og indgår som et symptom i ca. 10 % af alle konsultationer. De fleste, der oplever træthed, kontakter ikke lægen. Kun en yderst lille andel opfylder kriterierne for kronisk træthedssyndrom.”

Hovedårsager

“Psykiske lidelser er den dominerende årsag, op til 60 %
Almindelig hverdagsstress er hyppigst
Depression og angst
Fysisk sygdom bekræftes hos 20-25 % af patienterne, årsagen er oftest en infektion
Søvnapnø
Bivirkninger af medicin
Misbrug af rusmidler”

Om træthed som et symptom, der hæmmer os i hverdagen

Ovenstående introduktion er (let redigeret) taget fra Lægehåndbogen (1). Der skal selvfølgelig suppleres med søvnløshed som årsag.

Alle ved, hvad træthed er, og når den er velforklaret og naturlig, er det ikke noget, der optager en. Så er det bare en konstatering, som man handler på ved at hvile sig, og så er man frisk igen.

Når patienten imidlertid kommer til læge med træthed som hovedproblemet, begynder lægen at undersøge.

Hvis undersøgelserne ikke viser tegn på sikker sygdom, ej heller psykisk sygdom, bliver det straks mere kompliceret. Man kan eventuelt stille sig tilfreds med, at ”se an”, og håbe på, at trætheden går over.

Vi ved, at der – muligvis overset – er svær træthed efter ulykker, især med hovedtraumer, infektioner, operationer, anden sygdom og kriser. Denne vil oftest gå over, hvis man tager sig af det og kender årsagen.

Kronisk træthed

Hvis patientens træthed er invaliderende, skal man overveje kronisk træthedssyndrom.

Kronisk træthedssyndrom er en sygdom med et komplekst symptombillede, præget af abnorm træthed og udmattelse over mindst seks måneder, koblet med smerter, søvnforstyrrelser, symptomer fra fordøjelse, stofskifte, hjerter og lunger, samt symptomforværring ved anstrengelse.

Funktionsniveauet er reduceret væsentligt på grænsen til sengeliggende tilstand.

Ind i mellem eller ofte er tilstanden forudgået af en infektion, halsbetændelse, maveonde, eller bare feber.

Ind i mellem eller ofte er tilstanden forudgået af et mindre traume, som et fald, eller et bump/slag mod hovedet.

Der er oftest ingen tidligere psykiatrisk sygehistorie, men ofte en historik med stress, mangeårig overbelastning eller flere kriser i livet, uden at det nødvendigvis er noget patienten selv har oplevet som en sygdomsfremkaldende faktor.

Patienten føler sig ikke deprimeret, angst, eller på anden måde psykisk syg. Omgivelserne vil bekræfte dette. Patienten føler sig svært fysisk syg, som at have influenza uden feber.

Tilstanden er kommet pludseligt, eller relativt hurtigt, men retrospektivt har der været optræk til den i længere tid, uden at det er tolket som sygdom. (2)

Hvem er den trætte?

I terapiretningen NARM® tager man udgangspunkt i fem overlevelsesstrukturer. (3)

Vi har alle en overordnet overlevelsesstruktur, uanset barndoms-vilkår, og de fleste af os lever heldigvis i fin balance med denne.

I NARM® beskrives fx den første type, kontaktstrukturen, som en, der mest er ”hovedmenneske”, altså en tænker, og ikke en der har særlig god kontakt til sin krop. En person, der nemt kan overhøre sin krops signaler og grænser, fordi det er det, man har været nødt til i barndommen.

Den anden type, behovsstrukturen, er dysreguleret på egne behov, og dækker ofte andres behov før egne. De ved, de har behov, men har en tillært opfattelse af, at disse ikke er så vigtige, som andres behov er. Også denne type kan risikere at overbruge sig selv som voksen.

Den fjerde type er er præget af, at man hele tiden skal være dygtig og effektiv. De kommer ofte i dilemma mellem egne behov og andres (eller egne) forventninger til dem. De undgår ofte konflikter af frygt for andres kritik. De er ”udglatterne”. De er hjælperne, sliderne, dem der sørger for at være foran, for anerkendelsens skyld, men primært for ikke at få kritik. Disse personer har det med at ruminere, overtænke alt. Deres største kritiker er dem selv.   

Personer med den fjerde overlevelsesstruktur sætter en ære i at presse sig selv, være effektive, de lider ofte af ”optimitis”, som journalist, forfatter og foredragsholder, Anders Haahr Rasmussen, beskriver i sin bog ”Om at være træt” (4), hvor man gør 3-4 ting ad gangen, spiser, lytter til musik, skriver artikler og følger med i TV på en gang. De når altid over for gult, sætter stramme deadlines, siger ja til lidt for meget, men sætter en ære i at ”klare det” alligevel, planlægger og ordner, hjælper andre, har regler for sig selv, ofte noget med: ”tag dig sammen”, og andre lignende dommerstemmer især rettet mod sig selv.

(Den tredje og femte type har ikke umiddelbart så stor relevans her, og jeg har derfor valgt at udelade beskrivelsen af dem).

Kan patienten genkende sig selv ud fra en af ovenstående beskrivelser, og:

  • Er patienten den, der trods egne tab, trøster de andre, men ikke selv søger hjælp?
  • Har patienten negligeret tegn på stress over lang tid, måske år, men ”besluttet” at sådan er det at være menneske, og ikke søgt læge eller gået til psykolog endsige sygemeldt sig?
  • Har patienten en holdning til det at være stresset, at det er svaghedstegn? Eller kun noget andre har?

… så kan denne måde at behandle sig selv på i livet være en medårsag til den kroniske træthed.

Kronisk stress

Hans Selye, østrigsk-canadisk læge (1907-1982) forskede i stress og beskrev ”The General Adaptation Syndrome” (GAS), som er grundlaget for den stress-teori, man fortsat arbejder ud fra. (5)

Han beskriver ”alarm reaction, the stage of resistance and the stage of exhaustion”.

Ved akut stress (”alarm reaction”) udløses stress-hormoner som adrenalin og nor-adrenalin samt kortisol fra det sympatiske (kamp/flugt) nervesystem. Adrenalin får os til at præstere ved at kroppen ”fokuserer” på præstation: ilt til muskler, hjerne, hjerte og lunger. Der er nedsat aktivitet i de parasympatisk (det beroligende nervesystem) styrede organsystemer som fordøjelse og vandladning. Nedsat aktivitet i de andre hormonsystemer, som ikke er livsnødvendige, når man er i akut stress.

Kortisol rydder op efter at adrenalin har belastet og slidt på vores krop.

Ved ”stage of resistance” eller restitution retter kroppen sig op igen, rydder op og fornyr sig, bliver lidt stærkere og mere erfaren til at klare næste krise.

I ”stage of exhaustion” eller udmattelsesstadiet, som kommer efter langvarig eller gentagen stress, og hvor restitution ikke længere er muligt, går det den modsatte vej. Kroppen kan ikke restituere mere, kortisolniveauet, som i lang tid har været generelt forhøjet, er nu lavt. Der er ingen oprydning mere, kun nedbrydning. Dette stadie kan blive permanent, hvis man ikke stopper belastningen. Man kan  restituere delvist, men formentlig kun til et niveau markant lavere, end før man blev udmattet.

I bogen ”Binyretræthed” af James Wilson, læge Ph.D., skriver han om patienter med symptomer på dette udmattelsesstadie. (9)

Kamp, flugt og frys – tre veje ud af trusler

Stephen Porges er professor i psykologi og ph.d., University of North Carolina. (6).

Traumeterapiretningen, Somatic Experiencing®, initieret af Peter Levine, psykolog, Ph.D, tager udgangspunkt i denne teori i sin behandling af klienter med traumer. (7)

Porges har beskrevet den polyvagale teori, som forklarer forbindelsen mellem vores autonome nervesystem (ANS) og vores sociale handlemåde/opførsel. ANS´s sensoriske (følelsesmæssige) og motoriske dele er det fysiologiske og neurologiske fundament for vores fornemmelse af at have en krop og at have følelser.

ANS regulerer vores indre homeostase/balance, og giver signaler til krop og sind, om der er tryghed eller fare på færde i både vores relationer og i omgivelserne/miljøet.

Evnen til at mærke om der er trygt eller utrygt kaldes neuroception. Neuroception involverer primært den parasympatiske (beroligende/dæmpende) vagusnerve, den 10. kranienerve, som har to grene, den ventrale (myeliniserede/hurtige) og den dorsale (umyeliniserede/langsomme), samt det sympatiske nervesystem (kamp/flugt).

Vagusnerven går fra hjernestammen og helt ned til underlivet. Vagusnerven er kroppens længste nerve, og innerverer (forsyner) næsten alle organer på vej ned.

Når vi er trygge og i rolige omgivelser, er ventral vagus mest aktiv. Ventral vagusnerven forbinder sig med de andre kranienerver, som innerverer nerverne til ansigtsmuskler og stemme og lyde, og sender signaler til hjerte og lunger og mave, om at der er ro og ingen fare. Vi kender det fx fra udtrykket: ”en god mavefornemmelse”. Vi aflæser ansigter og stemninger ved hjælp af bl.a. denne nerve, vi afstemmer os med andre mennesker i sociale sammenhænge. Vagusnerven holder det sympatiske og det parasympatiske nervesystem i en fin balance.

Når der er fare på færde, eller bare en fornemmelse af det, nedsættes aktiviteten i ventral vagusnerven og det sympatiske nervesystem øger aktiviteten. Vores ansigter stivner, stemmen bliver mindre melodiøs og hørelsen skærpes på de højfrekvente lyde (”fare”), synet indsnævres og fokuserer mod faren. Vores hjerte slår hurtigere og åndedrættet bliver tungere og hurtigere. Musklerne spændes op, og kroppen gør sig klar til at forsvare sig.

Når vagusnerven trykker på bremsen og derved øger aktiviteten i det sympatiske nervesystem vælger kroppen derved at sænke aktiviteten i alle de områder i kroppen, som ikke er involverede i kamp/flugt. Hvis truslen varer længe, kan man få symptomer fra alle de organsystemer, som vagusnerven innerverer og ikke mere beroliger. Dvs. hjertebanken, åndenød, tørhed i munden, en ”klump” i halsen, kvalme, mavepine, forstoppelse og kroniske spændte mavemuskler, oversensitivitet for lyd og lys, stivnede ømme muskler især i nakken og skuldrene, og hovedpine og svimmelhed pga. kronisk ”alertness”/”parathed” og anspændthed.

Vi kan ved trusler flygte, kæmpe eller stivne, og ultimativt gå i kollaps.

Flugt og kamp er koblet til det sympatiske nervesystem, mens stivnen er en blanding af det sympatiske nervesystem (musklerne er spændt op, hjertet slår hurtigt), og af dorsal vagus, som er en del af vores ældste forsvarssystem, som medfører immobilisering. Som fx når et dyr stivner i billygternes skær.

Hvis man mere eller mindre permanent er i denne tilstand af stivnen, fordi der er kaos og dårlig stemning i barndomshjemmet, og flugt og kamp ikke er mulig, vil kroppen adaptere dette som normen, det at være på vagt. Det kan på sigt medføre en kropslig smertetilstand og andet ubehag, jf. ovenstående, hvor vagusnerven er sat på ”pause” for længe, og en svær træthed, da kroppen sjældent slapper af.

Restitution er ikke mulig, når man hele tiden er på vagt.

Er truslen uafvendelig, er kollaps den allersidste udvej. Her boostes vores krop af massive mængder af endorfiner/kroppens egne morfiner, vi dissocierer (forsvinder ud af os selv) og ”slipper for smerten ved at blive ædt”.  

Infektioner

Kronisk træthedssyndrom kaldes også ”postviralt syndrom”, og det antyder, at træthedssyndromet er opstået efter en virus, eller anden infektion.

Der snakkes i medierne og blandt patienterne meget om Borrelia-bakterien, og andre flåt-overførte infektioner, som årsag til tilstanden.  I videoen ”Under our skin” på YouTube er der en beskrivelse af kampen for anerkendelse af Borrelia som årsag til kronisk træthed. (8)

Da der ikke er nogen sikre tests i Danmark til at påvise en infektion som årsag til kronisk træthedssyndrom, er patienterne lidt på egen hånd her.

Men når vores kroppe er slidte, brugte, måske i kronisk stress eller udmattelse er vores immunforsvar også meget dårligt, og en infektion, som ellers normalt sunde mennesker klarer selv, kan kronisk trætte patienter måske ikke selv komme sig over.

Der mangler fortsat viden til at afklare, om der er en sammenhæng.

Den sociale faktor

Journalist og forfatter og foredragsholder, Anders Haahr Rasmussen, har skrevet bogen ”Om at være træt” (4) om sin egen sygehistorie, og kampen for at blive mødt og forstået i Sundhedsvæsenet.

Anders Haahr Rasmussen VIL være rask. Han VIL finde ud af det. Han er en kæmper. Både til fordel for ham, men måske også som en del af årsagen til hans tilstand. Årsagen til hans træthed kan stamme fra hans (formodede) overlevelsesmønster, men også fra samfundets nye ”sygdom”: ”optimitis” (jf. ”Om at være træt”).

”Optimitis” en tilstand/beskrivelse, man genkender hos rigtigt mange andre stressede og kronisk trætte patienter. Man optimerer alt. Gør flere ting på en gang, planlægger, bliver hele tiden stimuleret og stimulerer sig selv.

Vi er ”på” hele tiden. På nettet, på mobilen, på arbejde, på Instagram, på Facebook, på ferie med de andre ”på´er”. Vi er på, lige til vi skal sove, som vi så heller ikke kan, fordi vi ikke helt er stået af endnu.

Vi gør så en masse for at få det bedre, som så stresser os endnu mere, fordi det ikke medfører raskhed med det samme.

Slider vi os selv op? Har vores nervesystem en grænse for, hvad det kan adaptere (tilpasse sig) til? Ja, er det korte svar.

Formentlig er der nogen, der er mere resiliente/modstandsdygtige end andre, som kommer fint gennem livet, på trods af ”optimitis”. Det er dem, der har et stærkt restitutionssystem, og som formår at bevare evnen til at genopbygge sig selv. Godt for dem.

Den udløsende faktor

Man har undersøgt de syges blodprøver og bl.a. fundet lav kortisol hos de kronisk trætte patienter.

Hvis man tager udgangspunkt i, at patienterne er i ”exhaustion” (jf. GAS-teorien) med deraf følgende biokemi, kan en forklaring på træthed og smerter findes her.

I denne fase er der ingen reparation mulig, fordi binyrerne/kroppens restitutionssystem er udtrættet af den kroniske stress-/alarmtilstand. Det medfører at kroppens katabole (nedbrydende) tilstand, når den er stresset, ikke efterfølges af en anabol (opbyggende), da der ikke er noget at bygge op med mere. Kortisol-niveauet er så lavt, at kroppen er i en tilstand af kronisk inflammation (betændelsestilstand uden fund af virus eller bakterier).

En frisk infektion, et lille slag i hovedet, eller en anden mindre hændelse kan således være den afgørende faktor for, at patienten får det sidste puf ud i tilstanden kronisk træthed.

Behandling af kronisk træthed

Behandlingseffekten er fortsat ikke afklaret i Sundhedsvæsenet. Skal man træne? Skal man restituere? Hvad virker?

Konklusion

Med ovenstående forståelsesramme som diagnostisk redskab, kan patienter med kronisk træthedssyndrom få en lægelig forklaringsmodel, som ikke er i modstrid med, hvad de selv har oplevet. Derved bliver de mødt i deres lidelse, og føler sig ikke afvist. Med en god forklaring, som giver mening, klarer patienterne ofte ret meget selv.

Om de skal have psykoterapi til at få ændret nogle tanke- og handlemønstre, kropslige omsorgsbehandlinger, diæter, og aflære ”optimitis”, er op til dem og deres læge at aftale.

Måske skal nogle patienter have antibiotika, når infektionsteorien – forhåbentlig snart – bliver bedre klarlagt.

Patienterne behøver nok ikke alle sammen at få en ayurvedisk behandling, som Anders Haahr Rasmussen fik i Indien, men det kunne være interessant at se, hvad der kunne komme ud af et sundhedscenter med udgangspunkt i nævnte behandlingsbehov.

Med venlig hilsen

Liselotte Rønne, læge, psykoterapeut MPF

Litteratur: