Godnat og sov godt

”Godnat og sov godt”

By Published On: august 20th, 20191215 words6.1 min read

Der har her i august 2019 været et debat i Politiken vedrørende bogen: ”Godnat og sov godt”, skrevet af de spanske forfattere, Eduard Estivill og Sylvia de Béjar. Bogen udkom på dansk i 2006.

Der har siden været flere debatter om metoden, som man kan læse bl.a. i Politiken.

Jeg har – endnu – ikke læst bogen. Men jeg har selv brugt metoden fra bogen for 30 år siden på mit første barn, uden at vide, at det var det, jeg gjorde.

Metoden går kort ud på, at hvis man har et lille barn, som har svært ved at sove, græder, vil op, vil have sutteflaske…, så beroliger man mundtligt barnet, siger så, at nu går man, men man kommer igen lige om lidt. Efter et minut, hvor barnet har grædt, kommer man ind i rummet igen, trøster og regulerer uden at tage barnet op, og går så igen. Næste gang bliver man måske væk i et par minutter, og kommer så igen. Trøster og regulerer. Går igen. Og fortsætter med øgede intervaller indtil barnet falder i søvn. Der er dog en grænse for, hvor længe man skal lade barnet græde.

Efter ca. tre dage sover barnet uden problemer.

Debatten i Politiken

Der har som nævnt været en lang debat i Politiken af denne metode her i sommer. Ophidset, ophedet, følelsesladet. 723 psykologer har skrevet til Gyldendal, at de burde tage bogen af markedet.

»Bogen fremsætter et forældet børnesyn. Når barnet forsøger at kommunikere sine behov, ses det som en form for manipulation. Og det er skadeligt at ignorere babyer og små børns gråd. Når de græder, kommunikerer de et behov, som man skal tage hånd om«, siger psykolog Camilla Juhl Dorland, der er en af de fire psykologer, der har formuleret brevet til Gyldendal, som de øvrige psykologer har underskrevet.

Kilde : Politiken 7. august 2019

Nu bliver bogen kun solgt i ca 150 eksemplarer om året her i landet, så Gyldendal har nok tænkt, at det måske ikke gør den store forskel, om bogen er på markedet eller ej. De vil i hvert fald ikke tage bogen af markedet, da det ikke er bevist, at metoden er skadelig.

Debatten har handlet om, at nogle mente, man skadede børnene for livstid ved ikke at tage dem op, når de græder. Der har været egenhistorier om, at man sover med barnet på maven, eller ved siden af sig eller med en hånd i sin i lang tid. Fordi det føltes rigtigt.

Der har også været egenhistorier med, at det er gået godt at bruge metoden. Børnene har angiveligt ikke taget skade.

”Min sunde fornuft tror simpelthen ikke på, at den mængde gråd og manglende trøstning skader barnet livsvarigt. Omvendt giver en god søvn for forældre og barn en række fordele. For os var det en mirakelkur. Efter i nogle måneder at være blevet vækket cirka hver halvanden time hver nat, kunne min kone og jeg pludselig få en helt almindelig nattesøvn. Og endnu bedre: Det var tydeligt for os, at vores dreng sov bedre og vågnede udhvilet (men stadig ganske udmærket i stand til at græde, når han var ked af det eller sulten. Det ved min underbo alt om).”

Kilde: Debatindlæg Politiken 1. august 2019

Der er ingen videnskab som understøtter, at metoden er skadelig.

”Men metoden, der bruges af mere end 40 procent af danskerne, er uskadelig. Det siger flere videnskabsfolk, der har forsket i ’kontrolleret trøst’, som metoden mere videnskabeligt kaldes.

»Frygten for at gøre skade afholder nogle forældre fra at bruge metoden. Men forældre kan være rolige, for al videnskab, indtil videre næsten 60 studier, har vist, at denne type metode virker og er sikker at bruge«, siger Anna Price, der er forsker på Royal Children’s Hospital i Melbourne, Australien. ”

Kilde : Politiken 28. april 2012.

I mere nutidige artikler er samme information understøttet..

Hvad gør man, når ens barn ikke vil sove?

Først:

Hvad er vores pligt som forældre? Det er – blandt meget andet – at være regulatorer for vores børns følelser. Det betyder ikke, at vi skal fjerne deres følelser, ej heller at vi skal understøtte og forstærke dem. Blot at vi skal hjælpe dem med at regulere deres følelser, til de er modne nok til at kunne selv.

Vi støtter vores børn, når de skal lære at cykle. De er måske bange, men vi er der, og støtter dem, til de selv har balancen. Det betyder ikke, at vi skal sidde på en tandem sammen med dem i flere år.

Hvis der er en tryg tilknytning mellem forældre og børn, er det sundt, at understøtte at ” du kan godt. Jeg er lige her, men du kan godt selv”.

Det er efter min opfattelse det, det handler om, i denne debat. Ikke om børn skal eller ikke skal græde sig i søvn. Børn græder. Det er deres kommunikationsmiddel. Og det handler ikke altid om angst og frygt.

Dernæst:

Men selvfølgelig skal man tænke sig om. Man skal ikke lade et 3 måneder gammelt barn ligge og græde om natten. Man skal altid være der, for at undersøge om der er noget, barnet mangler, eller er bange for.

Alle børn er forskellige, og har forskellige nervesystemer, og det ved sunde forældre instinktivt. Man kender hurtigt sine børns lyde og signaler.

Men har man et barn (ud over den spæde barndom) som bare ikke kan falde til ro og lægge sig til at sove, selv om man har gjort det forventelige, og selv om dagen er fyldt med tryghed og god kontakt, og masser af kærlighed, så kan metoden være ganske effektiv. For både barn og forældre.

Man skal dog altid finde sin egen vej, og ikke lade sig diktere af skemaer og stopure, men lytte efter mavefornemmelsen.

Hvis man hver gang barnet græder, tager det op, går rundt og trøster det, kan det blive forvirret over koblingen mellem sengen, og det at blive trøstet. ”Var det ikke lige synd for mig, at jeg ligger her? Og nu lægger du mig igen?”

Man kan risikere at inducere, at sengen og søvnen er ”farlig”, og at ”det kan du nok ikke klare, mor passer på dig”.. Og det er vel næppe hensigten.

Børn er ikke manipulerende eller beregnende. Så de skal trøstes, når de er kede af det. Men lige som man også siger ”op igen”, når børn falder, ligesådan kan man understøtte barnet i, at det er ok at sove.

Børn, der lærer, at livet er farligt, bliver angste og nervøse. Børn, der lærer sund adskillelse og stille styrkes i egne kompetencer, bliver trygge af sind. Og sover bedre.

Mvh. Liselotte Rønne

7 Comments

  1. Alex oktober 21, 2019 at 1:17 pm - Reply

    Hej Liselotte

    Interessant emne. Har du et link til selve debatten i Politikken?

    I forvejen tak.

  2. Tina Skovbo oktober 29, 2019 at 7:10 pm - Reply

    Uden at vide det har jeg brugt de samme teknikker, der er beskrevet i bogen, på mine børn. Det virker, men de første par gange kan godt være svært.

  3. Mette Frandsen november 7, 2019 at 10:13 am - Reply

    Tak for at dele dine tanker. Det er jo aldrig nemt at gå fra et barn, der græder, men nogle gange nødvendigt

    • Liselotte Rønne januar 28, 2020 at 5:50 pm - Reply

      Hej Mette
      Nej, det er det ikke. Men det handler heller ikke om at forlade barnet, men at give barnet lidt fred til at prøve at klare det selv. Er man lige ved siden af, og er tilknytningen tryg og kærlig som grundsubstans, vil barnet ikke få varige mén, men begynde at lære at stole på, at det er trygt at sove.
      Lidt lige som man gør, når man slipper barnets hænder, når det skal lære at gå.
      Selv om man har barnet tæt i sin favn, kan det græde utrøsteligt alligevel, hvis der er noget der har drillet.
      Vi kan ikke fjerne alle vores børns frustrationer, og det er heller ikke vores opgave.
      Vi skal være der, for at støtte og regulere…og det skal vi gøre tydeligt og konsekvent.
      Med venlig hilsen, Liselotte

  4. Alice Hornemann november 19, 2019 at 3:55 pm - Reply

    tak for at dele dine tanker. jeg er selv mod den metode. det kan ikke passe at børn skal græde sig selv i søvn i vores vestlige verden. det er barbarisk.

    • Liselotte Rønne januar 28, 2020 at 5:59 pm - Reply

      Hej Alice
      Tak selv for din mening. Jeg er ikke uenig i, at børn ikke skal græde sig selv i søvn. Men det handler ikke om, at barnet skal græde sig i søvn i ulykkelig tilstand, men at barnet skal lære at det er trygt at sove. At det godt kan sove selv om mor eller far ikke sidder lige ved siden af. At give barnet en tillid til egne evner.
      Det er vores største udfordring som forældre, at vælge at have tillid til at barnet klarer det. At indgyde barnet tillid til, at det kan klare det.
      Heldigvis er vi forskellige, og vi har alle ret til at vælge vores metode. Det, der virker for en, behøver ikke at føles rigtigt for den anden.
      Med venlig hilsen, Liselotte

Leave A Comment