En dag skal vi alle sammen dø – men alle de andre dage skal vi ikke

Når vi ligger vågne om natten af bekymringer, kunne det være rart, at ovenstående sætning (citat fra tegneserien med Søren Brun og Nuser) dukkede op og beroligede os, så vi kunne sove igen.

Vi bekymrer os dagligt alle sammen.

Nogle bekymrer sig kun et øjeblik: ”når jeg bussen?

Andre har dybe bekymringer, som kan være så invaliderende, at man bliver syg.

Jeg har ofte patienter, som plager sig selv så meget med tanker og bekymringer, at de udvikler depression, spiseforstyrrelser, generaliseret angst, sygdomsangst eller personlighedsforstyrrelser.

Især sygdomsangst bringer patienterne til lægen.

Jeg har en knop her, er det noget? Jeg skal bare være sikker

Den skønhedsplet… jeg synes, den er vokset

Jeg har ondt i maven. Min mor døde af æggestokkræft, og hun havde ondt i maven i to måneder, og så var hun død

Jeg er svimmel. Min svoger er lige død af en hjernetumor

Jeg er så træt og forpustet. Min farfar fik en blodprop inden han blev 50 år

Disse henvendelser er meget hyppige. Altid relevante, for selv om jeg sjældent finder alvorlig sygdom, er det alvorligt, at personen er bekymret.

Jeg tager ”hele turen”: blodprøver, henvisninger, røntgenundersøgelser, hjertediagram, pusteprøver…

Og når jeg så ikke finder noget, der skal behandles på, så kigger jeg patienten i øjnene og spørger:

Og hvordan går det ellers?

Ved dette spørgsmål kommer der meget ofte tårer i øjnene på patienterne. Det gør der, fordi de ofte er fyldt op af bekymring over rigtigt mange ting. Når vi er svært pressede af udefra kommende ting, eller vores eget pres (oftest begge dele), så er et omsorgsfuldt spørgsmål ofte forløsende. Og forvirrende…

Nogle patienter bliver på vagt: ”nu skal du ikke kalde det psykisk. Jeg HAR altså ondt

Ja, det har du, for smerte er lige så fysisk uanset om årsagen er bekymring eller mavesår”, svarer jeg.

Jeg tager selvfølgelig kun samtalen, når jeg kan mærke, at patienten ikke har det godt. Det mærker jeg ved at se på dem. Om deres tale er hurtig, øjnene bekymrede, hvis de sidder rastløse helt ude på kanten af stolen, eller hvis de sidder meget tungt i stolen, og ser ud som om de forsvinder lidt i deres egen verden. Hvis de ser trætte ud, hvis de har kolde hænder, eller trækker vejret overfladisk.

Og især hvis det bekymrer dem, at de ikke fejler noget, jeg kan finde med mine ”værktøjer”.

Hvis bekymring fylder rummet, er det næppe kun den ene knop, de kommer med, der er årsagen, men i stedet den forandring, der omsider får patienten til at søge hjælp.

Hvis jeg kun kiggede på knoppen, så ville jeg overse patientens egentlige ”sygdom”, nemlig bekymringen.

Når vi er nået hertil, at vi har en alliance om at snakke om lidt mere end knoppen, og hvis patienten ikke helt ved, hvad der egentlig fylder i vedkommendes liv, så tager jeg et stykke papir frem, og tegner en cirkel.  Jeg kalder cirklen et MINDMAP. I dette mindmap skriver jeg, eller patienten, det der fylder i patientens liv.

Mindmap

Når emnerne er noteret ned, giver vi tegningen lagkageform, og giver lagkagestykkerne den størrelse, som patienten mener, at de fylder i hendes/hans liv.

Ofte er der et emne, der hurtigt kommer i fokus. Fx ”mor”. Patienten kan starte med at sige, at arbejdet er stressende, og det er ikke så nemt med sin nye kærestes yngste barn, men hvis ”mor siger, mener og gør”, ofte kommer ind i samtalen, så retter jeg opmærksomheden mod ”mor”.

”Mor” viser sig måske at fylde alt for meget i patientens liv

Mødre, og patientens barndom med denne mor, former en stor del af, hvordan den bekymrede patient tænker og håndterer resten af sit liv.

Fædre har traditionelt en mindre rolle. De har fortsat mindre indflydelse på børnenes opvækst end moren. Fædre kan opføre sig svært tosset i børnenes barndom, men det er fortsat morens indflydelse, der i min erfaring, sætter sig de dybeste spor. Fædres største svigt er oftest, at de ikke har magtet at skærme barnet mod en dominerende mor.

Måske kan I genkende sætninger som disse fra jeres mor:

Sådan taler man/opfører man sig ikke

Sådan må du ikke tænke

Hvad ville din far ikke sige, hvis han hørte dig nu?

Hvad vil naboen ikke tænke

Når du er vred, vil jeg ikke se på dig. Gå ind på dit værelse

Vær stille, mor har hovedpine

Spis nu pænt, sid pænt, vær stille…

Det er din skyld at mor/far bliver syg/vred/ked

Mor har det ikke godt, jeg må lige hvile mig

Forstyr ikke far så bliver han vred

Hvis du går derhen, er jeg her måske ikke, når du kommer hjem

I er velkomne til at tage et afbræk fra læsningen og reflektere over jeres egne sætninger.

Hvor går et barn hen og får sparring/spejling/trøst/råd osv, hvis dette er hvad barnet møder hver dag?

Det går ingen steder hen, for det har ingen steder at gå hen. Hvis der, hvor trøsten og reguleringen skulle være, også er der hvor traumerne kommer fra, er barnet overladt til egen regulering. Og det giver ”medfødt” bekymring.

Hvis mor har været dominerende, og far fraværende, er der sjældent plads til at være sig selv som barn. Hvis det er svært at gøre mor tilpas, fordi mor selv er stresset, syg, har egne traumer med fra egen møg-barndom og ikke har fået gjort noget ved det, så vil det præge barnet.

Børn har ikke andre muligheder end at stole på deres forældre. Men hvis forældrene ikke er til at stole på, bliver det meget vanskeligt at finde ro inden i. Det bliver svært at stole på, at dagen i morgen bliver god, at ens ”knop” og andre symptomer ikke er farlige, at man har ret, når man fornemmer, at noget er galt.

Vend bekymring til opmærksomhed

En dag skal vi alle sammen dø, men alle de andre dage skal vi ikke.

Sætningen er morsom, og humor er sundt og godt. Humor er faktisk en voksen evne, altså en evne til at distancere sig fra virkeligheden på en let måde. En ufarlig måde. En ubekymret måde.

Hvis der ikke har været meget humor i ens barndom, hvor alt blev alt for alvorligt, er man blevet frataget sin ubekymrethed i en meget ung alder. Børn udvikler først en evne til at bruge humor som værnemiddel senere i livet.

Bekymring burde kun være noget man havde, når der er krig eller naturkatastrofer, ellers ens kæreste skal opereres for en alvorlig tilstand. Og aldrig i barndommen.

Jeg forsøger sammen med patienterne at konvertere ordet ”bekymring” til ”opmærksomhed”.

Når man er bekymret, er man fyldt med følelser, som tærer på en (og ens nattesøvn). Fordi bekymring pr. definition er forestillinger om, hvad der kan gå galt. Man er fyldt med frygt…

Når man er opmærksom, er følelser næsten ikke til stede, og kroppens instinkter og ens kloge hjerne får bedre plads til rationel handling.

Jeg forsøger desuden at understøtte ethvert tegn på humor, som er til stede. Det støtter patientens evne til at sætte sig lidt udenfor sin barndoms låste opfattelse af verden.

Jeg spørger også patienten, hvis deres mor fx har (haft) en masse (negative) meninger om dem:

Tænk nu, hvis din mor tog fejl? Hvordan ville det være?” Ofte får jeg et lettet smil til svar.

Det er klogt og opmærksomt, at gå til lægen, når man har symptomer.

Men overvej, når symptomerne hober sig op, og der ikke er naturlige lægelige forklaringer, om det er bekymringer, der i virkeligheden er symptomet.

Giver det mening, så øv dig i at konvertere bekymring til opmærksomhed, evt med hjælp fra en terapeut.

Sov godt og ubekymret.