Sovebogen for voksne hedder på engelsk: ”Nothing much happens”, og undertitlen hedder ”Fredfyldte fortællinger at falde i søvn på”.

I bogen er fortælleren forfatteren selv, og overskriften og undertitlen overdriver ikke. Der sker virkelig ikke ret meget. Og det er hele essensen af bogen.

Sovebogen er skrevet som en hjælp til at falde til ro før sengetid, for at få en bedre nattesøvn. Metoden er fredfyldte fortællinger, meditationsøvelser og gode opskrifter på, hvordan du får ro til at sove. Og såmænd også en opskrift på en god sandwich og lidt yoga.

Forfatteren har mange års erfaring i at undervise i yoga og mindfulness.

”Sov godt” er hendes slutreplik efter hvert afsnit.

Der er 52 fortællinger fra en hverdag, som man næsten kan forestille sig i en helt klassisk (amerikansk) lille by på landet, hvor der er fire-fem butikker, en biograf, et bibliotek, en café, en boghandel, et teater og ellers ikke ret meget. I bogen har hun en tegning af et kort over byen, så man kan følge med, mens man læser.

Her går livet meget stille for sig. Historierne løber over alle fire årstider, og formentlig er de 52 fortællinger også et signal om, at året er gået, når alle historier er læst.

Bogen er helt anderledes end andre bøger, jeg har læst. En blanding af ”Godnathistorier for børn”, af gode opskrifter fra helsekosten, yoga-undervisning og mindfulness i en bog.

Bogen er rigtigt godt tænkt.

I starten, da jeg læste bogen, blev jeg, med mit urolige og hurtige sind, utålmodig, og jeg begyndte at kede mig på grænsen til at lade mig irritere over den søde stemning, de detaljerede beskrivelser af snefnug, der falder og naturens skønhed, men da jeg overgik til lydbog, skete der en forandring. Oplæseren har en varm og rolig stemme, og fortæller alligevel så indlevende, at man skulle tro, at hun selv stod midt i bogens fortællinger.

Forfatteren skriver:

Det begyndte som snebyger, kniplingsfine flager, der faldt så langsomt fra himlen, at jeg næsten kunne se hvert enkelt snefnug.

Jeg stod på et gadehjørne og ventede på at få grønt lys ved fodgængerfeltet, da et stort, skrøbeligt snefnug landede i min håndflade. Jeg kunne se dets symmetriske spindelvævsform og krystalfacon. Jeg huskede at have læst, at snefnug danner sig om et støvgran. Gjorde det dem lig perler, der opstod omkring et sandkorn? Jeg kunne godt lide tanken: Et snefnug er en vinterperle, der falder ned fra himlen. Mens jeg stod og kiggede på fnugget, der var landet så skarpt aftegnet mod handsken, smeltede det og var væk. Disse perler bestod kun et øjeblik og skulle ses, før de forsvandt.

Citat fra bogen: Sovebogen for voksne, kapitel:  ”En hjemmeaften”.

Jeg blev helt rolig af at lytte til hende, og så begyndte jeg at lytte med hele kroppen. Forfatteren er meget velformuleret, og leger ind i mellem med sjove ord, foruden at hun ubesværet reflekterer over barndommens nysgerrighed og fantasi, og sætter dem i relation til, hvad hun oplever nu. Teksten giver livlige billeder for det indre blik, og dermed er der lidt til både det let afledelige sind og til det sind, der måske husker nogle eller mange gode ting fra sin barndom.

Selv om man skulle have haft en skidt barndom, kan bogen efter min mening fortsat godt læses uden for megen aktivering, for forfatteren kommer ikke ind på dybe følelser mellem mennesker, men holder sig til hvad hun oplever, og dermed er der grobund for, at det kan skabe gode følelser hos læseren/lytteren. Der forsøges ikke fremkaldt stærke følelser hos læseren, og det er formentlig også med til, at man blot læser bogen og finder fred.

Vaner er utroligt svære at ændre, men kan man ændre ganske lidt ad gangen, og lade den nye status blive vane, før man ændrer flere gamle vaner, kan det faktisk lykkes. At få sig selv til lade være med ting, der gør en godt tilpas, som fx at se TV eller zappe på Instagram før man skal sove, er ekstremt svært. Det kan kun lykkes, hvis man sætter noget andet og bedre, eller lige så effektivt i stedet.

Forfatteren skriver:

For mange år siden gav en ven mig et godt råd.

Jeg stressede rundt, overvældet af for meget at lave, og var begyndt at pruste og stønne og løbe tør for energi. Vedkommende rakte ud og lagde en hånd på min arm, så mig i øjnene og sagde: „Først det ene, så det andet.“ Vi tog sammen en dyb indånding, og jeg lo. Det enkle råd føltes, som når solens stråler bryder gennem skyerne. Ja, jeg lod mine tanker ræse i forvejen, og så blev det hele selvfølgelig for overvældende. Jeg skulle i stedet gøre én ting ad gangen og dermed finde vej fra, hvor jeg var, til hvor jeg gerne ville hen. Det råd gentog jeg stadig for mig selv, når jeg havde meget at lave, men også, når noget skulle nydes. Det var blevet en mental ledestjerne, en måde at sætte farten ned på, så det, jeg var i gang med, blev bevidst frem for vilkårligt.

Citat: Sovebogen for voksne, kapitel: ”Først det ene, så det andet”.

Kan det lykkes at tage ”Sovebogen for voksne” ind i sit liv, tror jeg faktisk, at det kan ændre noget af den uro og det tankemylder, mange forstyrres af om natten. Vi ved, det hjælper på børn, så måske er der håb om, at det også virker på voksne, selv de kronisk søvnløse.

Sov godt!

Mvh, Liselotte Rønne

Anmeldelse af Sovebogen for Voksne, af Kathryn Nicolai, forlaget Gyldendal, oversat af Lotte Follin, 2020