I min efterårsferie faldt jeg over romanen:  ”Søvnløs” af Barbara Voors.

Den er noget så sjældent som både en spændende krimi, og en bog om søvnløshed.

Den får nedenstående anmeldelse fra mig.

Når man selv har prøvet at være søvnløs, fanger en titel som Søvnløs hurtigt på boghandlerens hylde. Jeg blev draget af Barbara Voors’ roman i et antikvariat og måtte have den med hjem.

Vi er sikkert mange, der har set filmen Søvnløs i Seattle, og set den søvnløse politimand Alf i tv-serien Bedrag. Men det er sjældent at få et ægte indblik i, hvordan det er at være søvnløs over meget lang tid. I film kommer tanker og det særlige slørede sind ikke nemt frem. Det gør det derimod i Voors’ Søvnløs.

På side 64 står eksempelvis: ”Jeg har levet med en alt for lille reserve, en forkert bemærkning, et puf for meget, og jeg er faldet. Alt har været opfattet med det største mål af irritation. Overbærenhed, det er en luksus for dem, der kan sove.”

Bogen er skrevet i jeg-form, og handlingen er fortalt og samtidigt oplevet gennem den søvnløse hovedperson Savannas perspektiv. Som ord og tanker og sind på én gang. Det er ikke altid nemt at følge hende og samtidigt opstår der alligevel en form for genkendelse, når man selv har været der. Der, hvor søvnløsheden blander sig med alt, hvad man siger og gør. Associationer og tanker myldrer frem, når hun er mest presset. Det gør hende handlingslammet, opgivende, nedlukket, afvisende overfor venlighed og nærhed. Hun vælger at være tilfreds med et simpelt liv udenfor rampelyset.

Men i rampelyset kommer hun alligevel.

Bogen er en krimi, fuld af trusler, som først forløses helt til sidst. Sært nok har Voors valgt, at det at fange gerningsmanden ikke skal beskrives med mange ord. Det er stemningen inden i Savanna, der er i fokus.

I bogen gøres det også klart, at hendes tilstand er et resultat af et stort traume som barn, og senere endnu et traume, det største, nemlig tabet af sit barn. Der er en kærlighedshistorie i bogen, som også er under indflydelse af hendes søvnløshed.

Alle disse elementer er med til at gøre bogen spændende og læseværdig.

Det særlige ved romanen er hendes sprog. Det fangede mig på en måde, som gjorde, at jeg, som tidligere søvnløs, sad klæbet til bogen i min ferie. Romanen er ikke så nervepirrende, at man bliver søvnløs, heldigvis. Sproget gør, at jeg næsten følte, jeg var der, inde i hende, mens hun over et års tid kommer fra det mørke søvnløse sted og frem i lyset.

Indledningen til kapitel 20 lyder: ”Hvad søvnløsheden gør ved en? Den tager livet fra en. Det er det hele. Det hele.” Fra psykoterapien ved man, at uforløste traumer kan sætte dagsorden for resten af livet, hvis man ikke får en grund til at ”vågne op”. Det gjorde Savanna. Og så kunne hun sove igen.

Barbara Voors (2000): Søvnløs. Forlaget Fremad. 298 sider. Oversat fra svensk af Ina Nielsen.